14/03/2026 0 Kommentarer
1. Ny tid med håb og forventning
1. Ny tid med håb og forventning
# Nyhed

1. Ny tid med håb og forventning
Ny tid med håb og forventning -
Med dette nyhedsbrev træder vi ind i en ny tid med håb og forventning.
Frosten har løsnet sit greb. Sneen er smeltet bort, og i den mørke jord står de første erantis og vintergækker som små lysende tegn. De bryder frem uden larm. Som stille sole i græsset minder de os om, at livet arbejder i det skjulte længe før, vi selv mærker varmen. Foråret begynder ikke med et brag, men med en bevægelse under overfladen. Med noget, der vover sig frem.
Sådan bevæger vi os også i den fastetid, der begyndte i februar. Vi er på vej mod påske, mod fortællingen om lys, der ikke fortrænges af mørket, men overvinder det. Fastetiden strækker sig fra askeonsdag til påskelørdag (40 dage, søndagene undtaget). Tallet 40 kendes fra den bibelske tradition som en tid for prøvelse og forvandling. Evangelierne fortæller om Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han fastede og blev fristet. Fasten rummer derfor ikke kun afsavn, men også kamp. Måske fastetiden er en øvelse i at gennemskue det, der binder, og holde fast i det, der bærer.
I de senere år har mange igen taget fasten op. Nogen vælger at undvære sociale medier, andre kød eller alkohol. Men fasten kan have langt flere former. Man kan faste fra at afbryde. Fra altid at få ret. Fra hastværk. Fra selvkritik. Fra ligegyldig støj. Fra den indre stemme, der konstant vurderer og sammenligner.
Fasten kan være en bevægelse mod enkelhed og mod omsorg. En villighed til at skrælle det overflødige bort for at komme ind til det væsentlige. Komme ind til det, der faktisk betyder noget. Ikke som en præstation, men som en opmærksomhed. En tid til at standse op og spørge: Hvad nærer mit liv? Hvad tærer på det? Hvad vil jeg give plads? Hvad må jeg give slip på?
Fastetiden er en omsorgstid. En ventetid. En forventningstid. Som foråret i jorden rummer den en stille tillid til, at noget nyt kan vokse frem også dér, hvor vinteren har syntes lang.
Med ønsket om en velsignet fastetid og på gensyn
Anne-Milla
Til Information:
Som noget nyt har menighedsrådet besluttet, at der en gang om måneden skal udkomme et nyhedsbrev pr. e-mail til alle, der tilmelder sig dette enten via hjemmesiden eller på kirkekontoret. Nyhedsbrevet vil indeholde en eller flere korte artikler om aktuelle emner i sognet samt nogle kortere meddelelser om kommende aktiviteter.
Kommentarer