2. Hygge håndarbejde og fællesskab

2. Hygge håndarbejde og fællesskab

2. Hygge håndarbejde og fællesskab

# Nyhed

2. Hygge håndarbejde og fællesskab

Håndarbejde og fællesskab - 

Måske har du lagt mærke til det nye billede, der hænger i sognegården?

Det med alle hjerterne?

Det er vi en lille flok flittige hænder, der har arbejdet på i efteråret.

Det begyndte sidste sommer, hvor Lotte og jeg fik lyst til at dele vores glæde ved broderi med andre her i Helsinge. I samarbejde med præsterne fik vi ideen til et billedtæppe med motiver omhandlende Noas ark. Tæppet kunne bruges ved en familiegudstjeneste i efteråret.

Vi inviterede alle, der havde lyst til at være med, og så gik vi i gang med tegninger af dyr, forskellige stykker stof og en mængde brodérgarn. Der kom undervejs en ide: ”Kunne børnene være med til at sætte dyrene på tæppet?” Det fik vi tænkt ind med noget velcro og løse billeder af dyrene. Noa og Arken kom også med, og så var værket klar til brug.

Og hvad så? Hvad kunne vi så kaste os over? Vi blev enige om at lave et andet fællesprojekt – nemlig et billede med hjerter. Hjerter af mange forskellige slags. Korssting, frit broderi og ”klude-klip”. Og resultatet hænger nu i sognegården.

Vi er blevet en lille fast flok, der mødes i sognegården mandage i ulige uger kl. 19-21. Så hygger vi, broderer eller strikker, snakker og drikker en kop kaffe. Vi har udtænkt et nyt tema for vores kreativitet, nemlig: ”brodér din yndlingssang”. Det skal der nok komme en masse spændende arbejde ud af.

Og som et lille sidespring, er vi i gang med at sy og hækle stjerner, som kan bruges i forbindelse med kommende familiegudstjenester – Stjernestunder.

For mig handler det at brodere mest om selve processen. Finde på et motiv, tænke over hvilke sting, der passer til motivet og hvilke farver jeg skal bruge. Og så se det hele vokse frem på stoffet. Bliver det som jeg forestillede mig, eller er jeg nødt til at ændre på noget.

Hvis du har fået lyst til at være en del af vores skabende fællesskab, er du meget velkommen til at møde op en mandag aften og se, om det er noget for dig.

Hvis du ikke føler dig tryg ved nål og tynd tråd, så tag garn og strikkepinde med i stedet for.

Det vigtigste er, at vi er fælles om noget håndarbejde.

Og måske kan vi lokke dig til at prøve at sy et par sting?

Ses vi på mandag i næste ulige uge?

Hilsen fra Hanne Nobel




Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Helsinge-Valby Pastorat   ·   Kirkegade 3  ·  3200 Helsinge   ·     +45 48794711    ·        rsn@km.dk

E-fakturering: GLN 5798000844308 ·  CVR 67386515 (Helsinge Sogns Menighedsråd)